Så syng da mand
lad hjertet tale
thi hjertesproget er vers og sang!

Mandskoret Djursland

Koret

Mandskoret Djursland består af 25-30 sangere – fortrinsvis det man vil kalde voksne mænd - i alderen ca. 50 år og opefter, godt og vel. Korets musikalske indsats ledes af Lone Sonne og Henning Sørensen, som er nogle meget engagerede og kompetente korledere.
Det var dog Kjeld  Jensen, Knebel, der fik ideen til at etablere mandskoret i 2002.

Vores øveaftener
En typisk koraften begynder onsdage kl. 19, hvor vi mødes i kantinen på virksomheden ”Kvadrat” i Ebeltoft.
Aftenen starter med, at vi hilser på hinanden – på god sangermanér - og der sættes stole frem til de forskellige stemmegrupper – d.v.s. 1. og 2. bas samt 1. og 2. tenor.

Herefter varmer vi op med strækøvelser, stemmeopvarmning og vejrtrækningstræning, efterfulgt af et par enstemmige sange fra Højskolesangbogen.

Koret har investeret i den nye udgave af Højskolesangbogen, så der er et eksemplar til hver sanger.
Efter dette tager vi fat på repertoiret i kormappen – 3 og 4-stemmige satser. Et repertoire af dansk, svensk og engelsk, der fornyes hver halve sæson – forår og efterår. Repertoiret er indspillet på lydfiler, således at  der er mulighed for at øve sig – derhjemme !

Kl. ca. 20.30 holder vi en lille pause, hvor der er mulighed for at købe vand eller øl – samt tid til socialt samvær og snak med de andre sangere.

Efter pausen fortsættes indtil kl. ca. 21.30 hvor aftenen slutter med, at stole og borde sættes på plads, så de er klar til Kvadrats medarbejdere næste morgen.

Alt foregår i en god og munter atmosfære, med mange gode grin og godt humør.

 

Andre aktiviteter
Der udsendes løbende informationer fra formand/dirigenter omkring aktiviteter, repertoire, koncertprogrammer mm.

Ud over koraftenerne, deltager koret i  3-4 forskellige arrangementer i en sæson.
Det kan f.eks. være  julekoncerter eller festarrangementer på institutioner eller foreninger. Eller det kan være korfestival i Dansk Sangerforbund, med deltagelse af danske og udenlandske kor, hvor der synges for hinanden på byens torve og stræder.
Eller det kan være  forårets afslutningstræf med 8-10 andre kor fra Djursland, der mødes og synger med og for hinanden.

Ved nytårstid holder mandskoret et ”nytårskalas”, der er en afslappende aften. hvor også vores damer får lejlighed til at være med – og synge med!

En årlig udflugt af et par dages varighed har der også været plads til, og koret har sangligt bl.a. besøgt Sydslesvig, Dublin, Ribe, Sønderborg og Berlin.Seneste udflugter var en 4 dages tur til London i maj måned 2014, og en 4 dages tur til skønne Harzen i maj 2017

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk